jeg har et "lite" spørrsmål:

hvordan kan de ivare ta bruksegenskaper på rasene, når så få blir brukt?

leser jo på allverdens rase sider: rasen er godt egnet som politihund, eller rasen er utmerket apportør osv. så er det år og da siden den sist var i bruk!

hvis en ser på raser som dober, hovawart, risen de er det vell ikke noen som har klart å få godkjent som patruliehund de siste 10 år.. og de fleste springer venstre svinger..

videre har vi en rekke spaniels og retrivere(med untak av rene jakt linjer, men de ligner jo knapt på utstilings individene)

men er ikke bruksegenskapene hoved delen av hunden? kjøper jo ikke rottis hvis jeg vil den skal opptre som dunker..

hvordan kan det da forsvares den avls rettning som ligger til grunn? med andre ord blir rasene ivaretatt...

Hunder trenger vel ikke bli "patruljehunder" for å leve gode liv? Så lenge hunden får brukt sine iboende egenskaper, enten det er gjennom "leketrenig" i hagen eller gjennom hundesport av ulike slag osv. så er vel det det viktigste?

Rasene blir ivaretatt til det de skal. Som stort sett er ingenting. Altså bortsett fra å være noens hund, kompis, turkamerat og fotvarmer /selskapsdame. Og den bruken eller mangel på ytterligere bruk er behovet som oppdretterne skal dekke. Uavhengig av hvilke raser de produserer.

Når man avler på en rase har rasen visse egenskaper. De blir hverken borte eller svekkes, om en generasjon eller fem ikke blir brukt. De er jo nedarvet. Trening arver ikke. Det gjør egenskaper og instinkter. Så det er bare å trene opp hundene. Til det deres forfedre drev med om man ønsker det. For at egenskapene skal "vannes ut" må avlen tilrettelegge for at disse egenskapene SKAL fjernes. Dvs. selektere avlen på de hundene som har minst instinkter og egenskaper. over mange generasjoner.

Så om foreldre og forfedre er brukt til noe øker det overhodet ikke sjansen for at de får egnede avkom. Det de har av lærdom overfører de ikke overhodet til sine barn.

til margrethe:)

absolutt enig med deg. men hvorfor skrives det da om disse hundene? i alt fra tester på canis til raseklubber og standarer med klare krav til egenskaper?

men jeg mener ikke at det er et krav for at en hund skal trives.

Zapp:

Rasene blir ivaretatt til det de skal. Som stort sett er ingenting. Altså bortsett fra å være noens hund, kompis, turkamerat og fotvarmer /selskapsdame. Og den bruken eller mangel på ytterligere bruk er behovet som oppdretterne skal dekke. Uavhengig av hvilke raser de produserer.

Når man avler på en rase har rasen visse egenskaper. De blir hverken borte eller svekkes, om en generasjon eller fem ikke blir brukt. De er jo nedarvet. Trening arver ikke. Det gjør egenskaper og instinkter. Så det er bare å trene opp hundene. Til det deres forfedre drev med om man ønsker det. For at egenskapene skal "vannes ut" må avlen tilrettelegge for at disse egenskapene SKAL fjernes. Dvs. selektere avlen på de hundene som har minst instinkter og egenskaper. over mange generasjoner.

Så om foreldre og forfedre er brukt til noe øker det overhodet ikke sjansen for at de får egnede avkom. Det de har av lærdom overfører de ikke overhodet til sine barn.

de blir bevist avlet vekk og kan ikke bare trenes tilbake...kjøp deg en ekstriørhund golden og si til deg selv denne skal jeg jagu meg konkurrere på jakt prøver med...

det er da kjedlig å stå på de siste plassene og se på alle de som har masser av futt ihundene sine mens din er tom og plaseringen er bånn..

hund-for-livet!!:

til margrethe:)

absolutt enig med deg. men hvorfor skrives det da om disse hundene? i alt fra tester på canis til raseklubber og standarer med klare krav til egenskaper?

men jeg mener ikke at det er et krav for at en hund skal trives.

Det er også viktig å vite om jaktinstinkter/vokterinstinkter osv. så det er en selvfølge at slike egenskaper blir trukket fram i en rasevelger. For mange er en slik test et av de første stegene mot å bli hundeeier, og da synes jeg det er på sin plass å fortelle om aktivitetsnivå og hva rasen er avlet for, det vil forhåpentligvis gi en pekepinn for hvilke raser man skal undersøke videre :)

Zapp:
Der tar du feil. En Golden skal vasse uti myra eller vannet og hente den anda jeg har skutt. Det er ikke en jakthund som skal jakte. De skal apportere den døde fuglen, dvs. hente og bringe den til eier. Og det tror jeg nok de klarer den dag i dag! enten de vasser eller svømmer. De er gode apportører og det er nok ganske iboende for de. Uavhengig av eksteriøret?

hvis det er det du har fått ut av jakt prøver/aporterings prøver og bedømmelse, så må du ta en tur til å se på.

kan gjøre jobben sin har da ingenting med prøver og bedømmelser å gjøre? Konkurranser har ingenting med hva hunden kan og skal kunne instinktmessig. At noen trener hunder i div. konkurranseformer har med læring å gjøre. Og det handler om hvor god treneren er og hvor mye og riktig hunden er trent. Og mange trener hundene så feil at de får dårlige prestasjoner på gode hunder. Andre trener så bra. At de får gode resultater på dårlige hunder i forhold.

Å lære en apporterende hund å hente noe er ikke så veldig vanskelig og døde ender er  vel ikke så mye vanskeligere å hente enn en ball? Så god eller dårlig hund så klarer de vel det?

Zapp:

kan gjøre jobben sin har da ingenting med prøver og bedømmelser å gjøre? Konkurranser har ingenting med hva hunden kan og skal kunne instinktmessig. At noen trener hunder i div. konkurranseformer har med læring å gjøre. Og det handler om hvor god treneren er og hvor mye og riktig hunden er trent. Og mange trener hundene så feil at de får dårlige prestasjoner på gode hunder. Andre trener så bra. At de får gode resultater på dårlige hunder i forhold.

Å lære en apporterende hund å hente noe er ikke så veldig vanskelig og døde ender er  vel ikke så mye vanskeligere å hente enn en ball? Så god eller dårlig hund så klarer de vel det?

at å plukke avlsindivider ut i fra deres avkoms evne til læring er bortkastet?

I såfall er jeg uenig fordi jeg mener at avlsmaterialet kan avgjøre mye av trenbarhet, intensitet av drifter og mye mye mer.

Jeg mener at treningen foreldrene har, ikke arver til avkommene. Det som arves er gemytt og instinkter/ egenskaper. Og "evnen" til å lære kan svekkes kraftig som f.eks ved innavl og ved et for svakt gemytt som er avlsbetinget.

Zapp:Når man avler på en rase har rasen visse egenskaper. De blir hverken borte eller svekkes, om en generasjon eller fem ikke blir brukt. De er jo nedarvet. Trening arver ikke. Det gjør egenskaper og instinkter. Så det er bare å trene opp hundene.

Ikke helt enig, fordi utvelgelsen av avlshunder blir forskjelllig når det avles på hunder som har bruksegenskaper eller ikke.  I alle kull finnes det jo hunder med mer eller mindre av egenskapene rasen skal ha, og blir ikke de hundene i kullet som er best valgt ut til videre avl, så bli egenskapene temmelig hummer og kanari.  Man kan være heldig å likevel få gode hunder, men for dem som er avhengige av topp ytelse, så trenger de jo mer forutsigbarhet. 

Det er jo derfor det har blitt skiller mellom bruks- og utstillingslinjer i raser - fordi egenskapene som er blitt plukket ut og avlet på er forskjellige - og jeg vet i grunnen ikke om jeg synes det er så dumt, jeg.  Man får en type for hvert bruk, og holder linjene adskilt uten å late som om man avler på bruksegenskaper heile bunten (noe jeg tror er et MYE større problem). 

Alle raser skal ikke avles ned til "verdens beste familiehund" og fungere hos alle mennesker som bare skal ha hund til kos, jeg mener ikke det.  En helt annen side av saken er alle dem som ser ut til å tro at en hund bare kan leve et lykklig liv med alle sine nedavlede bruksegenskaper i bruk - om enn så bare den ene uka om høsten - som de ser ut til å tro at bikkja lever godt på heile resten av året :)

jeg blir rett og slett oppgitt over avl på hunder med bruksområde (trekk, bruks, gjeting el) der disse egenskapene ikke vektlegges hos foreldredyra. Altså, det finnes så mange raser som "bare har til oppgave å være selskapshund"- så hvorfor ødelegge arbeidsviljen hos andre raser? Knurr..

Det ser jo ut til at det blir rene show og brukslinjer i det fleste raser som "brukes til noe". Om det er særlig heldig kan man jo diskutere.

lurer:så hvorfor ødelegge arbeidsviljen hos andre raser? Knurr..

Det ser jo ut til at det blir rene show og brukslinjer i det fleste raser som "brukes til noe". Om det er særlig heldig kan man jo diskutere.

Fordelen er at du ikke blander sammen bruksavlen og selskapsavlen i ei dårlig suppe, men faktisk har oppdrettere som vektlegger bruksegenskapene, og har linjer hvor det er vektlagt i generasjoner å velge fra, i stedet for en salig blanding. 

Du ødelegger ikke arbeidsviljen på rasen bare fordi noen hunder uten like mye arbeidsvilje blir født.  Er jaktgoldenen ødelagt fordi noen avler på selskapsgolden?  Er de grå schæferen ødelagt av utstillingsschæferen - i arbeidsvilje?  Er ikke det i såfall et problem som ligger hos dem som avler på brukslinjer (om de plutselig blander inn dårligere individer), ikke all de andre?

Noe av skillet mellom bruks og show har jo sin årsak i at enkelte vil ha utseendet, men ikke egenskapene.  Det er et problem.  En annen side er at mange elsker rasen - med en håndterbar mengde av egenskapene for folk flest - og elsker den for det.  Da er det vel bedre at de får det enn hunder de ikke klarer å håndtere på grunn av altfor mye drifter?  Da får du i hvertfall mange tragiske hundeskjebner og/eller mange raser som dør ut/blir forbudt.

nå er det vell slik at vi reelt sett ikke klarer og fremme en egenskap i hunden uten at den er der genetisk(vanklig å lære engelsk bulldog å ta stand eller gjete som en border).

da må det jo være ekstremt viktig å avle på foreldre som har disse egenskapene som rasen skal ha. f.eks. hadde jeg ikke kjøpt border collie hvis jeg egentlig bare ville ha en hund i stua... den er avlet for arbeid, jeg vet at en finner det motsatte:( også, men det er rasens kvalitet.

schäfer er en brukshund, det står også hva den skal kunne brukes til, da burde mann vell ikke kunne avle på hunder bare fordi de er pene...det må jo ødlegge rasen? siden vi reelt sett ikke kan lære en hund til hva vi vil.

så jeg skjønner ikke at folk kan si at rasene bare har en selskaps hund rolle stort sett. da rasen ikke er det. at en selv velger å ha den som selskapshund er en helt annen sak, men alle slike raser fortjener å bli brukt(vil nesten si at det er dyremisshandling å ikke bruke de).

hund-for-livet!!:

jeg har et "lite" spørrsmål:

hvordan kan de ivare ta bruksegenskaper på rasene, når så få blir brukt?

leser jo på allverdens rase sider: rasen er godt egnet som politihund, eller rasen er utmerket apportør osv. så er det år og da siden den sist var i bruk!

hvis en ser på raser som dober, hovawart, risen de er det vell ikke noen som har klart å få godkjent som patruliehund de siste 10 år.. og de fleste springer venstre svinger..

Vi må skille mellom avlen her. Er hunden rasetypisk vil den være en god brukshund som den er beskrevet. Men klart, i Norge har avlen i det siste være så som så med flere raser mht bruksegenskaper. Det er vel derfor vi nå ser brukslinjer og showlinjer.

Når det kommer til riesen, så er det faktisk 2 riesen jeg vet om som trenes som patruljehund. Dober er det noe mindre av så vidt jeg vet, men det er noen blandingshunder med dobermann i seg.

videre har vi en rekke spaniels og retrivere(med untak av rene jakt linjer, men de ligner jo knapt på utstilings individene)

 Igjen, rene brukslinjer.

men er ikke bruksegenskapene hoved delen av hunden? kjøper jo ikke rottis hvis jeg vil den skal opptre som dunker..

hvordan kan det da forsvares den avls rettning som ligger til grunn? med andre ord blir rasene ivaretatt...

Godt spørsmål. Populære raser blir populære hos familier, og man avler rasen slik at den fungerer godt i familier. Da blir "bruksegenskapene" nedgradert. Mindre motor, svakere drifter, ustabilt gemytt osv. 

Tjenestehundrasene er i dag delt i show og brukslinjer.

Schäfere er delt, rottisen er delt, dober er delt osv... Synd selvfølgelig, men slik er det når alle og enhver skal ha brukshundrase fordi, de er så store og tøffe, men ikke har den ringeste anelse på hvordan man håndterer en brukshund med driftene inntakt.

ZAPP skrev:

"At en hund kan gjøre jobben sin har da ingenting med prøver og bedømmelser å gjøre? Konkurranser har ingenting med hva hunden kan og skal kunne instinktmessig. At noen trener hunder i div. konkurranseformer har med læring å gjøre. Og det handler om hvor god treneren er og hvor mye og riktig hunden er trent. Og mange trener hundene så feil at de får dårlige prestasjoner på gode hunder. Andre trener så bra. At de får gode resultater på dårlige hunder i forhold. "

En ekstremt dygtig træner kan godt lære en udstillingsgolden, der har nogle af de oprindelige jagthunde-egenskaber, at arbejde som retriever, men det vil aldrig blive med det samme resultat som en jagtgolden. Udstillingshundene er i mange generationer avlet udelukkende med henblik på udseendet. Det betyder, at de egenskaber, der skal til for at give en god retriever: interesse for apport, vildtfindende egenskaber, god næse, initiativ, samarbejdsvilje, blød mund, vandpassion, god svømmeteknik, adræthed, styrke etc., slet ikke er med i overvejelserne ved avl. Jeg kender udstillings-champions, der er så hårdmundede, at de knuser vildt, så knoglerne knaser, hvis de får lov til at apportere vildt. Mange udstillingsgoldens vil slet ikke apportere, de vil ikke gå i vandet, og de er så rolige, så tungt byggede og så pelsede, at de har svært ved at komme rundt i terrænnet. Og så hjælper det ikke, at træneren er nok så dygtig, hvis hunden totalt mangler de rigtige egenskaber.

ZAPP skrev også:

"Å lære en apporterende hund å hente noe er ikke så veldig vanskelig og døde ender er  vel ikke så mye vanskeligere å hente enn en ball? Så god eller dårlig hund så klarer de vel det?"

Det er mildest talt et lidt nedgørende udsagn! Men jeg går ud fra, at det skyldes, at retriever-arbejde ikke er så almindelig kendt i Norge, hvor det nok er stående fuglehunde og drivende og stillende hunde, der bruges mest. En golden retrievers arbejde på jagt og jagtprøver består ikke i, at man lægger en død fugl 10 meter ud på en flad græsplæne, og så sender man hunden ud efter den. På retriever-jagtprøver og jagt arbejder hunden "efter skudet". Dvs. at den skal afsøge terrænnet, dvs. løbe, klatre, svømme etc. og bruge sin næse til at lokalisere det vildt, der er blevet skudt eller måske anskudt, måske trække det ud fra en busk, ud under nogle siv, hvor det har gemt sig, svømme over en sø for at hente det på en ø eller på den anden side etc. Det kræver en hund, der har en intens interesse for jobbet, for ellers giver den op, når det bliver for hårdt, koldt eller svært. Det kræver en hund, der har alle de nødvendige egenskaber, f.eks. en ekstremt god lugtesans, sans for hvor vildt kan finde på at gemme sig etc., for ellers finder den aldrig vildtet. Specielt anskudt vildt gemmer sig eller løber væk og stiller dermed store krav til hundens egenskaber. Det kan faktisk ikke læres. Det skal være der medfødt, og hvis hunden så ellers har den nødvendige samarbejdsvilje, kan vi lære den, hvordan vi ønsker, at den skal udføre jobbet. Dvs. vente på at få lov til at apportere, så den ikke risikerer selv at blive skudt, gå efter en bestemt fugl, da en såret fugl skal hentes før en død fugl etc. 

Mvh. Jamie

Det var flåsete skrevet med vilje. (Beklager det) Jeg er klar over at man ønsker og behøver langt mer enn en naturlig ballapportør? for å drive med jakt. Men egenskapene ligger der og man avler ikke vekk jaktlysten ved å selektere for eksteriøret. Det er det helt andre grunner til at man taper ser det ut som i praksis.

Jeg har en bruksrase som er "nedavlet" til selskapsrase. Parrer jeg min NORSKE innavla og dottete utstillingstispe med en like innavla og dottete TYSK utstillingshund får vi fullpotente brukshunder som blir avlivet tvert pga "feil" gemytt og drifter.

Innavlsgraden som "selskaps" må holdes så høy at hundene holdes nærmest "tilbakestående" for å holde egenskapene nede.

Så eksteriøravl i seg selv ødelegger ikke egenskaper. Utover at man ev. ødelegger fysikken for eks. fremkommelighet i terreng, fart osv. ved at eksteriøret egentlig radbrekkes i forhold til sunn anatomi. Man får ikke lavdrifta hunder ved å parre en stk. lavdrifta tispe med en stk. lavdrifta hannhund, uten at de er tremeninger i femten ledd bakover. Sånn omtrent. Så fort man bryter "linjeavlen" får man et annet resultat. Derfor tør ikke oppdrettere av store litt vel tøffe raser å la vær å linje.

For da mister de kontrollen på gemyttet. Avlsresultatet er summen av forfedrene, ikke i så stor grad mor og far. Så i variert avl kan man endre både pels og what soever, men man må LINJE for å få den pelsen stabil vidre. I variert avl vil to foreldre med samme pels men uten slektskap kun TILFELDIG gi noen avkom med den pelstypen. Andre med helt annen type pels. Og det gjelder alt. Også drifter.

Det er i hvertfall det vi ser i praksis i avlen vår. For teorien har ikke alltid med de andre "faktorene" som spiller inn. Som den kraftige degenereringen linjeavlen skaper på sikt både mentalt og helsemessig. Først når levealderen er halvert og hele populasjonen har alvorlige sykdommer kalt "syndromer" ser man hvorfor det tilsynelatende var mulig å avle ned egenskapene. Og at de er det enkelt å ta tilbake. Mens de genetiske sykdommene man har fått på kjøpet ikke kan avles vekk.

Zapp skrev:

"Men egenskapene ligger der og man avler ikke vekk jaktlysten ved å selektere for eksteriøret. Det er det helt andre grunner til at man taper ser det ut som i praksis."

Jagtlysten er ligesom alle andre nedarvede egenskaber ikke statisk. Der er variationer mellem hvalpene i alle hvaplekuld, da de jo ikke har identiske gener, men hver især har et varierende udvalg af deres forældres gener. Når man avler bevidst på en egenskab, avler man på de hunde, der har egenskaben, og udelukker de hunde, der ikke har egenskaben. Men hvis man ikke undersøger, om hunden har egenskaben, vil det være helt tilfældigt, om egenskaben bliver givet videre. Og hvis man samtidig avler på nogle egenskaber, der er helt modsatrettede, f.eks. ekstremt roligt temperament, så er der stor sandsynlighed for, at man netop vælger at avle på de hunde, der ikke har jagtegenskaber. Så på den måde er det korrekt, at eksteriøravl ikke fjerner jagtlyst direkte, men prioriteringerne i denne avl kan gøre det.

"Avlsresultatet er summen av forfedrene, ikke i så stor grad mor og far."

En hvalp modtager 50% gener fra mor og 50% fra far, dvs. 100% fra forældrene i fællesskab. Men da forældrene netop kun bidrager med 50% af deres gener til en hvalp, så er der altså 50% andre gener, som ikke gives videre til netop denne hvalp. Og generne udvælges tilfældigt. Derfor vil de enkelte hvalpe i et kuld være forskellige, og derfor vil en bestemt forfaders indflydelse også være tilfældig. Forældrene har jo også kun fået 50% af deres forældres tilfældigt udvalgte gener, så derfor vil nogle forfædres gener få indflydelse og andre vil forsvinde. Derfor er avlsresultatet ikke så simpelt som summen af forfædrene.

Mvh. Jamie

Linjeavl kalles avl på egenskaper på godt norsk (kan kalles).

Dette kan grense til innavl og er omstridt i visse miljøer.
Har en kammerat som har drevet kennel/avl i 20 år +. Han avler bla på engelsk settere som er rolige og avbalangserte. En drøm inne og i bånd men slippes de i det rette element så er det som å fyre opp en rakett:-). Disse faktorene ønsker han og det har tatt tid og finne "linjene" han ønsker. Nå det er sagt blir det ikke rene utstillingshunder av det. De er litt små og lette i kroppen.

Men han har mye premier på jaktprøver.

Poenget som trådstarter er ute etter, er vel i stor grad at bruksegenskapene hos brukshundrasene er under-representert.

Selv har jeg det siste halvåret vært på jakt etter rottweilere med fullblods brukegenskaper. For å si det slik, akkurat nå finnes det ikke ett eneste oppdrett i Norge som har valper jeg kunne tenke meg å kjøpe. Det sier litt syns jeg. Det er i mine øyne, kanskje 10 oppdrett i Norge, som har fokus på bruks hos rottweileren, resten avler i all hovedsak familiehunder. 

Selvfølgelig kommer det individer fra disse oppdrettene som er topp bruksegenskaper på, men det er på tross av avlen, og ikke på grunn av. Hvis man vet hva man skal ha, så spiller man ikke bingo på det, når man ser på hvilket kriterium oppdretteren avler på.

Slik er det også med de andre brukshundrasene. Skal man ha en brukshund, så velger man hunder fra brukshundoppdrett og ikke show/familie oppdrett. Selv om dyrene i noen tilfeller er knall dyr. 

I Danmark betyder linjeavl, at den samme hund forkommer i begge forældredyrs stamtavler, f.eks. at den samme tæve er bedstemor til faderen og oldemor til moderen. I Danmark er der linjeavlet en masse gode jagtgoldens på en enkelt goldentæve, Spica. Der findes endda et kuld, som hun er mor til og hvor hun samtidig er farfars mor.

Linjeavl er jo indavl, men det har været meget brugt igennem tiden for at fastlægge racernes egenskaber. Problemet med linjeavl er, at hvalpene risikerer at få flere ens gener, fordi de kan nedarve de samme gener fra både far og mor. Hvis det er syge gener, så kan det jo være en katastrofe for hunden af få dem i dobbelt dose. Men så længe det er friske gener, er det ikke så galt, lige bortset fra at gen-variationen mindskes og immunforsvaret dermed også gøres dårligere.

Mvh. Jamie

Hva som er linjeavl og innavl som begreper er ikke så viktig. Innavl anses å være at slektskapet mellom mor og far er høyere enn, f.eks at de har samme bestemor. (Altså søskenbarn) Så vi bruker omtrent samme mal for hundene som for menneskene. Å linje gjøres ofte ved at to linjer avles paralellt og krysses annenhver gang hver andre og hver tredje gen. Og det er disse gjentagelsene som fører til at noen av forfedrene blir ganget opp og opp igjen uten at det syns på prosenten som røde tall, men alikevel øker risikoen grassat for masse uhumskheter. Desværre ser man ikke problemene før de er uopprettelige. Så selvom en linjet generasjon eller fem virker friske nok vil kanskje absolutt alle deres avkom få et syndrom som kan ruinere rasen om linjen er spredd godt nok i hele populasjonen.

Jeg synes, at eksteriøravlens manglende prioritering af hundens oprindelige racetypiske egenskaber er trist. Hvis man ønsker en brugshund, en hyrdehund eller en jagthund, der er helt fri for de egenskaber, som hundene oprindelig blev avlet for, så burde man grundlægge en ny race. I Danmark siger vi, der har jagtgoldens, at udstillingsgoldens burde klassificeres som en helt ny race: hvid selskabsretriever. Det er selvfølgelig for sjov, men i mange andre lande har man faktisk taget konsekvensen og delt racen op i en udstillings- og en jagtvariant med forskellige krav til opfyldelse af standarden. Det ville måske være en god ide for alle de racer, der har problemet med en opsplitning i forskellige typer. I Tyskland bliver en golden retriever avlsgodkendt til enten udstillings- eller jagtavl, og dermed diskvalificeres de mørke og lettere byggede hunde ikke, som de ellers ofte gør i udstilligssystemet.

I Danmark har man i Retrieverklubben og Dansk Kennel Klub forsøgt at gøre noget for at bevare jagtegenskaberne. Der er kommet nogle nye regler, der kræver, at retrieverne skal have en kvalifikationsprøve, dvs. en eksteriørgodkendelse og en simpel jagtafprøvning, for at få lov til at deltage i de øverste jagtprøveklasser og i de udstillingsrækker, hvor certifikaterne til championaterne uddeles. Men da de meget dygtige jagthunde, specielt labradors, ofte er avlet udelukkende efter egenskaber og ikke eksteriør, så bliver de nu sorteret fra, fordi de ikke kan få eksteriørgodkendelsen! Golden-udstillerne har til gengæld ordnet jagtafprøvningsproblemet meget smart ved at flytte uddelingen af certifikater til en del af udstillingsrækkerne, hvortil der ikke kræves en kvalifikationsprøve. Før de nye "skærpede" regler skulle en golden bestå en simpel lydigheds- og apporteringsprøve med skudafgivning for at kunne udstilles og have en 1. præmie i begynderklasse og mindst en 2. præmie i åben klasse på markprøve, hvis de skulle have titlen champion. Så man kan jo nok ikke forvente, at de nye regler får særlig stor effekt for bevarelsen af jagtegenskaberne hos goldens.

Zapp:

Jeg går ikke ind for indavl/linjeavl (Dansk Kennel Klub definerer indavl som: "Avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit"). Jeg mener, at man skal avle på egenskaber, dvs. hunde, der passer sammen i eksteriør, temperament, arbejdsstil etc., og prøve at undgå indavl. Jeg har selv to hunde med en indavlskoefficient på 0%, men jeg ved, at det er svært for jagtgolden-opdrætterne helt at undgå en smule indavl. Der findes nemlig ikke ret mange jagtgoldens, og kun en del af disse har de rette egenskaber, sundheden etc., og da nogle få rigtig gode hunde har været brugt utrolig meget i avlen, findes de i næsten alle stamtavler, og det kan derfor være svært at undgå at komme til at linjeavle på dem.

Mvh. Jamie