|
Placeringen af det voldsomt smertende sted får mig til at tænke på sygdommen L7S1-syndrom, som er en særlig form for spondylose. En ustabilitet i lændryggen får nyt knoglemateriale til at vokse frem for at stabilisere. Problemet er, at knoglematerialet på dette sted kan brede sig ind i rygmarvskanalen og fylde den op. Rygmarven er ganske vist afsluttet her, men til gengæld grener nerverne ud til bagben og hale. Og når disse nerver bliver trykket sammen i den hule ryghvirvel, hvor hullet igennem jo bliver mindre og mindre, giver det voldsomme smerter, og det fører til lammelse af bagben og hale på længere sigt. Jeg havde engang en golden, en 2 år gammel hund, der fik meget ondt i ryg/bagben. Først prøvede vi med ro og smerte/betændelsesdæmpende medicin. Det hjalp ikke, tvært imod blev hunden nærmest lam i bagbenene. Næste skridt var røntgenfotografering. På billederne kunne man tydeligt se en spondylosebro mellem to ryghvirvler. Broen var brækket, så dyrlægen mente, at det var årsagen til smerterne. Men heldigvis sendte hun billederne til en dyrlægekollega, der var specialist i knoglelidelser. Denne dyrlæge kunne konstatere, at min hund ud over den brækkede spondylosebro havde L7S1-syndrom. Min hund blev opereret. Dyrlægen fjernede den øverste del af den ryghvirvel, hvor nerven blev trykket, og sørgede for, at den ustabile lænderyg blev stabil. Den brækkede spondylosebro mærkede vi aldrig mere til. Og hunden levede et helt almindeligt og godt hundeliv til den blev næsten 13 år. Du kan læse om spondylose her: http://www.netdyredoktor.dk/sw8532.asp Det er vist lidt usædvanligt, at en så ung hund som din får spondylose, men jeg har tidligere hørt om en eurasier, der fik det i en tidlig alder. Min hund havde nok også problemet helt fra starten, men da var det ikke så udtalt. Fra han var helt lille hvalp, svingede han altid med halen fra side til side, når han gik eller løb. Og vi mente jo bare, at han var en glad hund, men måske har han allerede da prøvet at holde halen stabil i forhold til kroppens bevægelser, for at det ikke skulle gøre ondt :-( God bedring med din hund, Jamie
|